Tilbage
EUROPEAN CHAMPIONSHIPS
14-17 OCTOBER 2009
HILLERØD
DENMARK
Af
Peter Marx
Mange forberedelser
Hvert andet år bliver der afholdt
europamesterskaber i kørestolsrugby og i år har Danmark fået den ære at være
værtsland. Vi afholdt også mesterskaberne for fire år siden i Middelfart og
det var så stor en succes, at det i år vil blive spillet i Hillerød. EM er
den største europæiske turnering for landshold med 12 deltagende lande og 125
spillere.
Det kræver store organisatoriske
forberedelser at have så mange hold på besøg og de danske arrangører har
arbejdet på sagen i et års tid. Mange af holdende ankommer med 12 spillere, trænere,
mekanikere, hjælpere og så videre, der skal indkvarteres og afspises. Under
kampene skal der være et værksted til stole der går i stykker, der skal være
uddannet personale til dommerbordene, andre officials og meget andet. Heldigvis
er der ikke de store problemer i transport, da hotel og kampplads ligger meget tæt.
Så det er kun fra og til lufthavn.
Det danske landshold
Det danske landshold har også forberedt sig
i et års tid. Vi har afholdt samlinger over en del weekender, hvor vi træner
spilsituationer og taktik, afprøver konditionen og spiller de forskellige
lineups sammen. Derudover har vi deltaget i den svenske liga og spiller i
september, en turnering i Schweiz, hvor vi tester holdet og gør de sidste
justeringer.
Om det danske landshold er godt nok
forberedt, må vi vente og se til den 17. oktober, hvor EM afsluttes, men stort
set er vores egne forventninger høje. Vi har fået en del nye spillere af høj
kvalitet og har en dygtig træner i amerikanske Brad Mikkelsen. Der er dog mange
afgørende faktorer der skal gå op i en højere enhed, idet vi ligger på
niveau med størstedelen af de andre hold. Det er derfor detaljer der kan blive
afgørende for om vi får succes eller ej. Det gør det kun så meget desto mere
spændende at følge.
I modsætning til tidligere har vi et meget
bredere hold nu, men knapt så sammenspillede og rutinerede. Spørgsmålet er,
om det ene opvejer det andet eller vi skal vente endnu et år med at se et meget
stærkt dansk landshold. Jeg er ikke i tvivl om at vi vil blive rigtig stærke på
den lange bane.
Modstanderne
En afgørende faktor er selvfølgelig de
andre holds tilstand. De to mest
dominerende hold de seneste 4 år har været England og Tyskland. Der er ikke
mange der regner med at England virkelig kan trues, men tyskerne er muligvis
blevet svækket, da to af deres bedste spillere, Schreiner og Leonhard, forlod
holdet på grund af uoverensstemmelser og en tredje, Wolfgang Mayer, er ude på
grund af sygdom.
Som stærkeste udfordrer til tyskerne står
nok Sverige, der har været gennem den samme udskiftning som vi er i gang med og
de er blevet meget stærke. Men det er kun få af de andre hold i Europa der har
det. Alligevel er schweizerne,
finnerne og belgierne ikke langt fra toppen. Herunder har vi så Holland, Polen,
Østrig, Tjekkiet og Irland. Hvis Danmark spiller op til sit bedste kan vi slå
dem alle på nær briterne. På en dårlig dag er vi mellem den sidste gruppe.
Mit bud er, at det bliver meget tæt, men at vi vil overraske positivt.
Danmarks pulje
Danmark er i pulje med Schweiz, Tyskland,
Polen, Belgien og Tjekkiet. Schweiz er de seneste år blevet bedre og bedre og
har fået tidligere canadisk landstræner tilknyttet. Tyskland er som sagt lidt
en dark horse. Selv med 3 vigtige spillere ude, er de stadig meget stærke.
Polen mistede for nylig deres bedste spiller, der døde af en forkert behandlet
infektion. Til gengæld har de fået den garvede Joe Soares, som nogle måske
kender fra Murderball-filmen, som træner. Har han fået sat skik på de hurtige
polakker, kan de godt blive svære at tale med. Belgien har et par lidt ældre
spillere som godt kan køres trætte, især senere hen i turneringen. Men de er
altid velspillende. Tjekkiet er der ikke mange der regner med.
Kvalifikation til VM
EM er udover at være en stor og vigtig
turnering i sig selv, også kvalificerende til Verdensmesterskaberne, der
spilles næste år i Vancouver, Canada. VM er selvfølgelig endnu større og
vigtigere og også endnu sjovere, da nogle af verdens bedste hold ikke er europæiske.
Det er en unik chance at deltage i VM og møde de helt store fra USA, Canada,
Australien og New Zealand. Men det kræver at vi til EM kan spille os til mindst
en 6. plads.
Det primære mål er at nå semifinalen og
det kræver at vi kan slå mindst fire hold i puljespillet. Kan vi ikke det,
spiller vi 5.-8 plads eller 9.-12. plads, alt efter om vi bliver henholdsvis
nummer 3 eller 4 i puljen, eller nummer 5 eller 6.
Jeg synes vi skal fokusere på semifinalen i
første omgang. Det er en bedrift det danske landshold har klaret to gange før
og det er ikke umuligt at vi kan gentage det.
Mere information
EM afholdes i Frederiksborgcentret i Hillerød,
i efterårsferien den 14.-17. oktober. Kom og støt det danske hold. Det er en
exceptionel mulighed for at se rugby på højeste niveau i danske rammer.
Er du interesseret i mere information om EM
kan du se mere på DHIFs hjemmeside, hvor der også er video og gennemgang af
spillet. www.ecwheelchairrugby2009.dk.
Tilbage
|